Kundeberetninger

Regnbuefamilies søgen efter en sæddonor: fra grå marked til professionel sædbank

Det tysk-engelske par Hayley og Katja Schönberg har været på en begivenhedsfuld rejse, inden de kunne byde deres lille datter velkommen til verden. En rejse med afstikkere ind i en for dem - indtil da - ukendt verden: Det grå marked for sæddonation. Parret advarer på det kraftigste andre fra at begive sig derud.

October 14, 2021
5 min. læsetid
Matilde Hansen

“Hvordan har det været for dig at blive mor?”, spørger Hayley Schönberg sin hustru Katja. De går tur i en af Hamborgs parker alt imens deres lille datter sover i barnevognen.

”Anderledes. Vidunderligt. Udfordrende,” lyder svaret med et smil til kameraet i den videodagbog, parret har lagt på deres YouTube-kanal. Her fortæller de åbent om bl.a. livet som førstegangsforældre.

Katjas nuancerede beskrivelse kan også bruges om parrets proces frem til, at lille Emmi endelig kom til verden i februar 2021.

Find din sæddonor her

Bryllupsrejse og søgen efter sæddonor

Hayley og Katja Schönberg er bosat i Hamborg. De har været sammen i seks år og blev gift i 2019. Hayley på 30 er fra England og professionel danser. Katja er tysk, 38 år og arbejder som scenetekniker. Allerede på bryllupsrejsen begyndte de at lede efter en sæddonor, samtidig med, at de researchede på muligheder og udfordringer, da den tyske lovgivning spænder en del ben for lesbiske (og homoseksuelle mænds) drøm om børn.

”Vi har fået så mange spørgsmål undervejs. Derfor har vi valgt at dokumentere alt om processen på Instagram og YouTube – både for Emmis skyld og for ikke igen og igen at skulle forklare, hvordan vi fik vores datter. Og selvfølgelig for at hjælpe andre i samme situation,” siger Hayley Schönberg på en videoforbindelse, mens hun har Emmi liggende i tung søvn på brystet.

Der er et gigantisk gråt marked for sæddonation. Det var ret uhyggeligt at opleve.

// Hayley Schönberg

Hayley var tidligere igennem to mislykkede forsøg med sæd fra to donorer fra en anden sædbank, hvor inseminationen ikke resulterede i det brændende ønske om en graviditet. Tiden gik. Desperationen voksede.

”Jeg bliver aldrig gravid”, tænkte Hayley. Og hun begyndte at undersøge alternativer online. I internettets uendelige jungle fandt hun blandt andet facebookgrupper og app’en Just a baby, som Hayley beskriver som Tinder for sæddonorer.

Her kæmpede parret sig igennem den ene mere skumle og utroværdige profil efter den anden. Det stod hurtigt klart, at mange potentielle donorer f.eks. krævede, at selve donationen skulle foregå naturligt via samleje. Og de modtog tilbud om usikre møder på hotelværelser.

”Der er et gigantisk gråt marked for sæddonation. Det var ret uhyggeligt at opleve,” siger Hayley Schönberg.

Nej tak til utroværdig sæddonor

Måneder gik, og parret havde endelig fået kontakt til en mand, der virkede ærlig og sympatisk. I mellemtiden var det lykkedes Hayley at blive gravid i maj 2020 med sæd fra European Sperm Bank. Tanken var egentlig blot, at hun ville skrive og takke manden for hans tid, men at det ikke længere var relevant at være i dialog. Reaktionen? Det stik modsatte af en lykønskning:

”Din utaknemmelige bitch!”

Tonen efterlod parret i en choktilstand.

”Jeg blokerede ham med det samme, og alligevel lavede han en ny profil og kontaktede mig. Tænk, hvis vi havde valgt ham som vores sæddonor! Vi kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er at benytte en professionel sædbank, så du ved, at alt går rigtigt til og kvaliteten er i top.”

Hayley er den dag i dag stadig overrasket over, at hun vitterligt ikke tænkte på de sundhedsmæssige konsekvenser, der kunne have været ved at benytte utestet sæd fra det grå marked. Både for hende selv og for barnet.

Så stor var drømmen om at blive mor. Hun tænkte simpelthen ikke klart.   

 

”This is the one!”

Inden de stod med den positive graviditetstest i hænderne, havde parret valgt en ny klinik og i samme omgang skiftet til European Sperm Bank, som de oplevede gav bedst kvalitet for pengene.

Hayley og Katja havde egentlig allerede besluttet sig for, hvilken sæddonor de ville benytte. Samme dag, hvor de ville købe sæden fra denne donor, ja, den var faktisk allerede klikket i kurven på websitet, poppede der pludselig en helt ny sæddonor op. Og det er, hvad man med rette kan kalde god timing.

Hayley kiggede på børnebillederne af donoren, læste beskrivelsen i profilen og græd af lettelse. Hun vækkede Katja, som lå og sov ved siden af hende:

”Det her er den helt rigtige.”

Jeg skulle bære barnet, og derfor ville jeg gerne mærke en form for relation til sæddonoren.

// Hayley Schönberg

Profilen berettede om god helbredshistorik og om en intelligent sæddonor, som var interesseret i kunst. Det lød faktisk som en beskrivelse af Hayley selv Og så spillede de nuttede børnebilleder også ind i beslutningen. Drengens smil var fantastisk.

Parret havde på forhånd aftalt, at Hayley, der skulle være biologisk mor, måtte få det sidste ord, når den endelige beslutning skulle træffes:

”Jeg skulle bære barnet, og derfor ville jeg gerne mærke en form for relation til sæddonoren. Og med denne donor føltes det helt rigtigt. Nærmest som et tegn! Og jeg blev gravid efter første forsøg. Han var det helt rigtige valg.”

Åben sæddonor

I Tyskland, hvor parret bor og var i fertilitetsbehandling, er det ikke muligt at blive behandlet med non-contact sæddonorer – det, der også kaldes No ID release donorer. Men parret vidste også fra deres allerførste samtaler om sæddonation, at de ville vælge en åben donor. Hayley kendte ikke sin egen far i mange år. Hun mødte ham først som 14-årig, og han døde desværre allerede tre år senere.

”Engang ude i fremtiden skal vores datter ikke spørge, hvorfor vi ikke valgte en åben donor. For os er det så vigtigt, at hun har en chance for at kende mere til sin baggrund,” siger Hayley Schönberg.

Efter en følelsesmæssig rutsjebanetur med indblik i en lyssky ende af internettet, blev Katja og Hayley Schönberg forældre til Emmi en vinterdag i februar. Og hvis der er noget, de har lært af processen, så er det kunsten at være tålmodige:

”Det var vi ikke. Og i ren desperation kunne vi have endt med et helt forkert valg af sæddonor. Det er så vigtigt at stole på sin mavefornemmelse. Kommuniker med din partner og støt hinanden. Det er så kæmpestore beslutninger, I skal tage sammen. Og giv ikke op.”

 

Du kan følge Hayley og Katja Schönbergs liv som familie på

Instagram

YouTube

Her fortæller de åbent om valg af sæddonor, graviditet, fødsel, livet som førstegangsforældre mv.