Donorbørns historier

Donorbarn om sin søgen efter halvsøskende: "Jeg var nysgerrig på dem, jeg deler gener med"

22-årige Rikke Jespersen har otte donorhalvsøskende, som alle er kommet til verden med hjælp fra samme sæddonor. Her fortæller hun om sine overvejelser, da hun valgte at lede efter søskende, og de tanker hun gjorde sig undervejs.

September 08, 2022
5 min. læsetid
Matilde Hansen

Hvordan fik du at vide, at du er donorbarn, og hvad var din reaktion?

”Jeg var 15 år gammel og stod midt i teenagelivet. Jeg kan huske, at det var en fredag eftermiddag, og vi sad og spiste. Min mor sagde: ”Nu skal I høre…”

Det blev en skelsættende samtale. Jeg blev meget ked af det og rystet. Det føltes som om, jeg havde levet på en løgn hele mit liv. Det betød meget for mig, lige da jeg havde fået nyheden. Nu betyder det ikke noget. Nu føles det mere som om, at vi har udvidet familien. Min far er jo stadig min far. Mine forældre har altid gerne ville fortælle os børn om vores ophav, men det var vigtigt for dem, at min bror, som er tre år yngre end mig, og jeg begge skulle være gamle nok til at forstå sådan en besked.”

Hvornår opstod tanken om at opsøge eventuelle donorhalvsøskende?

Jeg googlede i første omgang løs for at blive klogere på, hvad en donor er. Selv om mine forældre forklarede det, så havde jeg brug for selv at læse om det. Jeg fandt også en facebookside, hvor man kunne eftersøge andre donorbørn med samme donornummer.

Jeg vidste, at min donor var anonym. Men jeg tænkte, at det kunne være sjovt at undersøge, om der var donorsøskende derude et sted.”

Jeg ville gerne se, hvor meget jeg ligner andre mennesker, som jeg deler gener med.

Hvad var dine bevæggrunde for at opsøge donorsøskende?

”Jeg drømte om at finde både donor og donorsøskende, og jeg havde ingen betænkeligheder. Jeg gjorde mig heller ikke nogle tanker om antallet af potentielle søskende. Jo flere, jo bedre. Og sjovere. Jeg tænkte: ”Vi tager det, som det kommer.” Jeg ville gerne se, hvor meget vi ligner ham og ideelt set møde manden bag. Og spørge ham hvorfor han valgte at donere sæd? Var det af økonomiske grunde eller for at hjælpe barnløse? Jeg har ingen problemer med det uanset, men det kunne være spændende at vide.

Jeg ville også gerne se, hvor meget jeg ligner andre mennesker, som jeg deler gener med. Halvanden måned efter min bror og jeg fik beskeden af mine forældre, lagde jeg et opslag i Facebookgruppen, hvor jeg efterlyste andre donorbørn med samme donornummer. Der gik kun 24 timer. Så hørte jeg fra en kvinde, der var mor til en dreng og en pige fra samme donor. Jeg havde regnet med, at jeg skulle vente i flere måneder, måske år, før nogen gav lyd.”

Hvad gjorde du efter kontakten var etableret?

”Det viste sig, at de kun boede 12 kilometer væk, og mine forældre, min bror og jeg kørte afsted for at møde dem. Vi kom egentlig bare for kort at hilse på, men endte med at blive der længe. Det var super hyggeligt. ”Ej, hvor I ligner hinanden”, blev der sagt mange gange i løbet af besøget. Jeg opdagede, at min halvsøster og jeg havde samme seng. Det syntes vi var ret sjovt. Og denne familie havde kontakt til to brødre i Stockholm fra samme donor. Så havde jeg pludselig fire halvsøskende. I sådan en proces finder man ud af, hvor meget social arv spiller ind. Vi ligner hinanden fysisk, men meget mindre i væremåde og karakter.”

Man finder ud af, hvor meget social arv spiller ind. Vi ligner hinanden fysisk, men meget mindre i væremåde og karakter.

Rikke, donorundfanget, har haft en positiv oplevelse med at opsøge donorhalvsøskende

Rikke Jespersen er 22 år og bor i Århus, men er pt. på et semesters udveksling i Reykjavik. Hun læser til ingeniør på Aarhus Universitet. Rikke Jespersens otte donorhalvsøskende er mellem 17-23 år.

Hvordan fandt du dine andre donorhalvsøskende?

”Et par år efter jeg mødte de første fire fik jeg på en udenlandsrejse en besked fra en kvinde, der er mor til en dreng og pige og som har brugt samme donor. Dem mødte vi i sommeren 2019 sammen med de fire andre søskende. Og så blev seks til otte: Under corona skrev en søster og bror, at de var donorbørn fra samme donor, og vi mødtes i Århus og gik en tur. Når jeg tænker på alle mine halvsøskende går én ting igen: Det samme karakteristiske øjenområde, og vi har alle markerede øjenbryn.”

Hvordan er jeres relation i dag?

”Jeg har ikke et tæt forhold til alle mine donorhalvsøskende, og det har jeg det helt fint med. Jeg har ikke behov for at være tæt på dem alle, og det har de jo heller ikke nødvendigvis. Vi mødes ikke til fødselsdage, jul osv., men vi liker hinandens opslag og ønsker tillykke på mærkedage på sociale medier. De sidste to kom til under corona, så vi har heller ikke haft mulighed for at have så meget med hinanden at gøre. Jeg prøvede at samle os alle sidste sommer, men det var ikke muligt.”

Når du ser tilbage på processen i dag, hvilke refleksioner gør du dig så?

”Det handlede mest om at få stillet min egen nysgerrighed. Og vide, hvordan det hele hang sammen. Nu har jeg ikke samme behov for at finde flere søskende, og jeg er stoppet med at søge. Det gjorde jeg allerede efter, at jeg havde fået kontakt med de første fire.

Skulle der være nogen, der kontakter mig, så vil jeg gerne mødes, hvis vedkommende ønsker det, men der er intet krav eller forventning fra mig. Hvis jeg kan hjælpe med at stille deres nysgerrighed, så gør jeg det meget gerne. Det var jo også det, der drev mig. Og så kan jeg give noget tilbage.”

Hvad er dine ønsker til jeres relation?

”Ingen. Det handler om, hvad folk selv vil. Jeg tror ikke, at mine otte donorhalvsøskende aktivt søger efter flere. En stor del af mine søskende har lesbiske mødre, så de har hele tiden vist, at de var kommet til verden med hjælp fra en sæddonor. Det kom som et større chok for min bror og jeg, også fordi vi ligner vores far rigtig meget.

Det er vigtigt at sige, at man ikke skal gøre det til en større ting, end det er. Det er ikke kun genetik, der skaber os. Men også de mennesker, vi omgås med og vores sociale arv.

Det vigtigste er, at min far er og altid vil være min far. Men jeg er glad for, at jeg opsøgte mine donorhalvsøskende. Hvis jeg havde ventet, så tror jeg, at jeg stadig ville have ubesvarede spørgsmål og flyvske tanker.”

Hvad er det, du har fundet svar på?

”Hvor meget jeg ligner min far. Både med vores fysiske træk og i vores personlighed. Det skulle jeg have bekræftet. At der var nok af ham i mig uanset min baggrund.”